Kroppen kan ikke snydes

Vi kan lyve med ordene.

Vi kan fortælle andre, at vi har det fint.

Vi kan fortælle os selv, at vi har styr på det.

Vi kan tænke positivt, visualisere vores mål og gentage:

Jeg er rolig.
Jeg er tryg.
Jeg har nok.

Men kroppen lytter ikke kun til ordene.

Den mærker tilstanden bag dem.

Hvis kæben stadig er spændt.
Hvis skuldrene aldrig falder helt ned.
Hvis åndedrættet bliver overfladisk.
Hvis vi konstant er på vagt.

Så fortæller kroppen måske en anden historie end den, vi fortæller os selv.

Og det er her, den underliggende tone bliver interessant.

For måske findes den ikke kun i vores tanker.

Måske lever den også i kroppen.

Et nervesystem, der har lært at være på vagt, kan reagere på fare, længe før den bevidste tanke når at forklare, hvad der sker.

Det betyder ikke, at kroppen altid har "ret".

Men reaktionen er virkelig.

Og hvis vi konstant forsøger at overdøve den med nye tanker, risikerer vi at arbejde med overfladen, mens det gamle mønster fortsætter nedenunder.

Måske skal kroppen derfor ikke besejres.

Måske skal den lyttes til.

Ikke med frygt.

Ikke ved at analysere hvert eneste signal.

Men med nysgerrighed.

Hvad forsøger mit system at fortælle mig lige nu?

Er jeg faktisk i fare?

Eller reagerer min krop på noget, den engang lærte, at den skulle beskytte mig imod?

Der opstår et lille mellemrum mellem signalet og reaktionen.

Og i det mellemrum kan vi begynde at lære kroppen noget nyt.

At stilhed ikke er farlig.

At vi ikke behøver reagere på alt.

At vi kan stå midt i verden uden konstant at forsvare os imod den.

Svampene på det døde træ fortæller på deres egen måde den samme historie.

Det gamle forsvinder ikke ved at benægte det.

Det bliver nedbrudt.

Omsat.

Og noget nyt kan vokse frem af det.

Måske gælder det samme for os.

Vi behøver ikke fortælle kroppen en smukkere historie.

Vi kan begynde at give den en ny erfaring.

Og langsomt kan den underliggende tone ændre sig.

Love & Nerve

Forandringen begynder under tanken. ❤️🌱