Det meste af livet lærer vi at kigge udad.

Hvad mangler jeg?

Hvad skal jeg opnå?

Hvad skal ændre sig, før jeg kan føle mig fri?

Flere penge.
Et andet arbejde.
Et andet sted.
Mere anerkendelse.
Mere kærlighed.
Mere tid.

Der er intet galt i at ønske noget.

Der er intet galt i ambitioner, drømme eller i at ville skabe et andet liv.

Men efterhånden opdager vi måske, at der findes et vigtigere spørgsmål end:

Hvad ønsker jeg?

Nemlig:

Hvorfra ønsker jeg det?

For jeg kan ønske rigdom fra to vidt forskellige steder.

Jeg kan skabe fra nysgerrighed, glæde og lysten til at se, hvad der er muligt.

Eller jeg kan jage den fra en underliggende følelse af:

Jeg har ikke nok.

Udefra kan handlingerne ligne hinanden.

Indeni er de vidt forskellige.

Det samme gælder kærlighed.

Jeg kan møde et andet menneske, fordi jeg ønsker at dele livet.

Eller fordi jeg håber, at et andet menneske endelig kan udfylde noget, jeg oplever mangler i mig.

Jeg kan søge frihed, fordi jeg ønsker at udforske verden.

Eller fordi jeg desperat forsøger at flygte fra det sted, jeg befinder mig.

Det er ikke ønsket, der nødvendigvis er problemet.

Det er stedet, ønsket kommer fra.

Og måske er det derfor, vi nogle gange når det, vi har jagtet i årevis —

og kort tid efter begynder at jage noget nyt.

For det ydre ændrede sig.

Men den underliggende tone gjorde ikke.

Mangel fandt bare et nyt objekt.

Frygt fandt en ny bekymring.

Behovet for anerkendelse fandt et nyt publikum.

Og derfor kan arbejdet med Observatøren ændre noget fundamentalt.

Når jeg kan se min egen længsel uden straks at løbe efter den, kan jeg spørge:

Hvad søger jeg egentlig?

Er det pengene?

Eller følelsen af sikkerhed?

Er det anerkendelsen?

Eller følelsen af at være værdifuld?

Er det friheden?

Eller følelsen af endelig at kunne være mig selv?

Og måske opdager vi noget overraskende.

Noget af det, vi har brugt hele livet på at lede efter udenfor os selv, er i virkeligheden en indre tilstand, vi håber, det ydre vil give os.

Det betyder ikke, at vi skal holde op med at handle.

Tværtimod.

Vi kan stadig skabe.

Bygge.

Drømme.

Rejse.

Elske.

Tjene penge.

Forandre vores liv.

Men bevægelsen bliver anderledes.

Vi bevæger os ikke længere kun for at slippe væk fra det, vi er.

Vi begynder at bevæge os fra det, vi er.

Træet på billedet jager ikke solen.

Det står med sine rødder i jorden.

Og vokser mod lyset.

Det jager ikke.
Det vokser.

Måske er det en af de fineste forskelle, vi kan opdage i vores eget liv.

At holde op med konstant at spørge:

Hvad skal jeg få, for at kunne føle anderledes?

Og i stedet begynde at undersøge:

Hvem bliver jeg, når jeg ikke længere behøver det ydre for at fortælle mig, hvem jeg er?

I morgen kommer den sidste del.

Og dér vender vi spørgsmålet helt om.

Love & Nerve

Forandringen begynder under tanken. 🌳✨